Her i dag var Jarl, Maja og Mette på besøg. De kom om formiddagen og allerede fra starten var der godt gang i den. Da Peter sidst hold fødselsdag var drengene ude og lege med vand – og det var ingen undtagelse i dag. Det er lige som da Mette og jeg var børn – hvor der var sat en spreder til vandslangen og så løb vi frem og tilbage på græsplænen over den. Mega koldt – men på sådan en dag som i dag, er det jo fantastisk.

Nå, men der var god leg i dag- og Jarl var ikke helt så glad for at komme hjem – men vi fulgte dem over mod bussen.

Det var her, det skete at mor blev lidt rørt.

Vi var nået ca. halvejs, da Jarl lige pludselig satte ned og ikke ville længere. Mette spurgte om han ikke ville med…
Nej, jeg vil blive her
Du kan da ikke blive her og sove, her bliver mørkt og du kan ikke lide mørke – det er da ikke sjovt
Jeg vil blive her..
Nå, men så smutter vi op til bussen, kan du have det godt..
Og så lige pludselig begyndte Jakob at græde….
Jarl!!!, du skal komme med, det bliver mørkt (og mumlede herefter et eller andet)
Jeg blev helt overrasket over hans reaktion, og spurgte hvad der var galt.
Jeg elsker ham sagde han (shit, der var tårerne godt nok ved at komme – men jeg forsøgte at holde dem væk..)
Så gik vi ned til Jarl og vi rakte begge hånden frem mod ham og Jakob spurgte om han ikke ville med.

Det ville han så ikke helt – så jeg tog ham op (trods megen protest) og gav ham til sin mor – og så gik turen videre til busstoppestedet, hvor vi fik dem på bussen og sagt farvel.

Det er slet ikke til at forstå at min dreng er 4 år – han bliver simpelthen så stor.

Om morgenen fejrede vi hans fødselsdag i vores seng, hvor han fik en kæmpe kasse klodser og da han kom ind i stuen havde Peter samlet en go-cart til ham – det var lykken.

Da vi havde spist morgenmad kom han over i børnehaven hvor vi senere skulle over og fejre fødselsdag for ham. Peter og jeg kom lidt senere med pizza-snegle og lidt boller, og så fik vi det, sammen med fødselsdagssang og nogle af børnene fortalte nogle historier.

Da vi sluttede af – var der fodboldkamp, så mens vi pakkede sammen så Jakob lige starten af kampen ude i fællesrummet.

Så gik turen over for at hente Joakim og så skulle vi ind på Bones og spise aftensmad. Det gik over alt forventning – drengene hyggede sig vildt og fulgte med i hvad der skete.

Det var nogle trætte men glade drenge, der var med i bilen hjem.

sådan nogle gad jeg godt at have.

Altså, jeg er nu godt tilfreds med mine bryster, som de er. Dem jeg godt kunne tænke mig, er sådan nogle som landmændene brugte i gamle dage til at opbevare mælk i.

Har set en i området der benytter sig af nogle til blomster, og det ser bare super hyggeligt ud.

Så hvis nogen der læser dette, kender til nogle man kan købe – så meld gerne tilbage…

Her forleden talte Jakob og jeg om legetøj med en computer i sig. Han fortalte om en robot, der havde en computer i maven, så den kunne en masse ting.

Jeg havde tidligere fortalt om min far som har en ICD’er (en slags pacemaker). Så det kom vi så til at tale om igen. Jeg spurgte ham, hvorfor bedstefar havde en sådan og ja, det kunne han da godt lige fortælle mig.

Mor, det er sådan at hvis hans hjerte kører skævt.
Hvordan kører det skævt?
Sådan her – og så kørte hånden fra side til side –  –
Ok, og hvordan skal det da køre?
Sådan her |

Ja, så fik vi det på plads

Ja, jeg har jo ikke været så flittig herinde i lang tid, så der er jo sket meget siden sidst.

Jeg har fået nyt job, jeg var til samtale tirsdag den 8. juni og fik jobbet dagen efter. Jeg skal arbejde på Tranbjerg Lokalcenter, så det bliver super fedt. Jobbet lyder rigtig godt – en blanding af administrativt og IT – det er lige noget for mig.

Men… det bedste af det hele er jo, at det ligger 5 min på cykel fra hvor vi bor. Jeg glæder mig!!

Jeg kommer til at savne jobbet på rådhuset rigtig meget, og specielt mine kolleger. Men lige i øjeblikket er vi i gang med en stor organisations analyse og måske ville jeg ende i Frichsparken, så jeg er nu glad for selv at have kunnet træffe min egen beslutning omkring job.

Her i dag tog Joakim de første skridt helt alene.

Han har prøvet i noget tid, men det er ikke blevet til mere, end at han holdt mig i hånden (dog kun 1 hånd). Men nu kan man mærke på ham, at han vil til at videre og vil frem.

Jeg glæder mig til, han begynder at gå – men på den anden side, så er det også et bevis på, at han ikke er min lille dreng mere. Det er skræmmende at tænke på, men så har jeg jo ingen babyer mere

Men man bliver nu så stolt over at se, hvor meget han prøver og hvor glad han er, når det lykkes. Det bedste er nu også at få en krammer, når han kommer hen til en!

Det er så utrolig dejligt og givende at have børn. Og alle de sjove og pudsige indslag.

Jakob havde været syg lidt tid, dårlig mave – rigtig dårlig mave, som vi kalder sprutmås. Men det var begyndt at gå bedre, han spiste mere og så skal man jo på toilet…. som gav følgende samtale:

Moaaarrr…. (sagde han mens han var ude og lave stort)
Ja, hvad er der??
Jeg tror jeg er ved at være rask..
Nå, hvordan det?
Jeg laver runde pølser….

Ja så må man da vel være rask

I påsken var vi ude ved mine forældre til påskefrokost.

Midt under frokosten udbrød Joakim  (lød det) – MAJA…. vi kiggede allesammen på hinanden, og sagde wow

Den 27. februar havde min mor inviteret til fødselsdagsfrokost i anledning af hendes 60 års dag den 1. marts.